Efter at vi er flyttet herud og har startet projektet, har tanker om selvforsyning fyldt meget for mig. Ordet selvforsyning; at forsyne sig selv, kunne godt forvirre og få ens tanker ledt hen på, at det er noget, du gør selv. Alene. At det er endnu et individualistisk projekt. Men det behøver ikke at betyde, at du står for alt selv. Derimod at du er aktiv og sørger for at det, du skal bruge, er tilgængeligt så lokalt som muligt.
Det er egentlig også sjovt, at ordet selvforsyning ikke rummer fællesskabet – for det vi kalder selvforsyning kræver i høj grad et fællesskab, i hvert fald og måske især i vores situation.
Hvad vil du give afkald på for at blive selvforsynende?
Hvor svært og kompliceret det er at blive selvforsynende, kommer selvfølgelig an på, hvad vi har brug for. Hvis man som os vil leve et liv med en del af de moderne bekvemmeligheder, så kræver selvforsyningsprojektet straks en del mere, end hvis man er klar til at leve et helt simpelt liv i skoven med kun nogle få afgrøder, ingen elektricitet og langt væk fra reguleringer, som byder en at kloakere og bygge efter reglementer.
Jeg synes det er svært at forestille mig det store selvforsyningsprojekt med husbyggeri, dyr og landbrug blive gjort helt på egen hånd. Og det er her, fællesskabet kommer ind.
Vi har knap en hektar jord, som er rigeligt for os til for eksempel at blive selvforsynende med grønt, frugt og brændsel. Vi har valgt at planlægge en 4000 m2 stor skovhave til at dyrke flerårige afgrøder i. Men det betyder fx, at der ikke er plads til dyrehold med større dyr end høns og ænder. Vi har heller ikke plads til at dyrke korn i de mængder, som går til de 1-2 rugbrød, vi bager hver uge, året rundt.
Det regnestykke viser allerede, at vi ikke kan blive 100 % selvforsynende udelukkende på vores egen jord. I hvert fald ikke, hvis vi stadig vil spise kød, ost og korn.
Da vi boede i byen var jeg slet ikke klar over, hvor utroligt det var, at min helt almindelige hverdag kunne opretholdes. Jeg var ikke bevidst om, hvad der skulle til af arbejdsindsatser, transport, papirarbejde et andet sted for at jeg kunne eksistere rent fysisk; få mad, drikke og et sted at bo.
Min ide om selvforsyningen er blevet klarere siden vi flyttede herned og begyndte at arbejde konkret på Grogaarden. Både i alle de bøger, vi har læst og fra de utallige timers søgning på nettet. Men især igennem alle de folk vi har mødt: Landmænd, arkitekter, permakulturfællesskabet, økologer og andre folk, der er interesserede i bæredygtighed og selvforsyning.
At arbejde mod selvforsyning har åbnet mine øjne for al den viden, i vidt forskellige fag, vi skal erhverve, hvor meget vi skal tage stilling til og det ansvar, der følger med.
Selvforsyning lægger ansvaret over på dig selv
Det ansvar vækker i mig en lyst til at handle. En følelse af at jeg ikke kan vente på at andre gør noget ved, de problematikker som vores verden og samfund står overfor (klimaforandringer, naturen, miljøet, politisk for bare at nævne nogle få).
Her hos os i Skælskør, som så mange andre steder i landet, er der ikke blevet hentet skrald de sidste dage, pga. ferien og det nye års kommen. Det betyder at containerne i vores gård er fyldt til bristepunktet og at vi nu har mere end 1 skraldepose stående i gangen, ventende med længsel på at skraldevognen igen kører.
At vi lader andre stå for bortskaffelsen af vores skrald, betyder ofte at vi ikke bruger nok tid på at overveje konsekvenserne af vores forbrug; hvad vi forbruger, hvor meget af det og hvordan vi håndterer det, vi ikke bruger. Overalt i vores samfund frasiger vi os lignende ansvar. Min pointe er ikke, at en kollektiv håndtering af vores skrald skal droppes eller at spildevand håndteres som samfund i sig selv er dårligt. Jeg prøver blot at italesætte problematikken ved at lade ansvaret glide ud af vores bevidsthed og som konsekvens heraf også handling. Dette er blevet sagt får, men tager ikke skade af at blive sagt igen.
I min opfattelse står selvforsyning i skarp kontrast til ideen om at den enkeltes indsats individuelt ikke gør en forskel (fx miljømæssige valg). Denne misvisende ide repræsenterer håbløshed!
Grundlaget for selvforsyningstanken er at du ordner tingene selv (og med andre). Det synes jeg er en optimistisk og opløftende beslutning.
Anerkendelsen af at mine valg har en tydelig konsekvens, som påvirker mig og dem omkring mig, gør at jeg bliver ansvarsbevidst og tager hånd om de konsekvenser.
Derfor bliver vi nødt til at være aktive og handle. Udover at magtesløshed ikke længere er den umiddelbare reaktion, føler jeg et tilhørsforhold og ret til at eksistere, når jeg tager ansvar.
