Der har været stille på bloggen de seneste par uger. Først blev hjemmesiden lagt ned af hackere, siden blev hele familien lagt ned af en virus på skift. Et par gange tog vi tilløb til at skrive et par indlæg, men de ville ligesom ikke ud… Der har været for meget om vores ører: To fødselsdage i december (den ene – Norahs – blev fejret over tre dage, næsten som i eventyrene) og diverse julearrangementer fylder godt ud i dagene.
Dette indlæg bliver heller ikke den store episke tekst om det fantastiske ved at flytte på landet. Det handler nemlig om noget, tilværelsen også byder på meget af. Nemlig trivialitet og en let modvind.
Siden sidst har vi været til møde med en bank, arbejdet færdigt på vores husbudget og, nå ja, været på arbejde. Vi arbejder nemlig en del – mere end vi havde forestillet os, da vi planlagde at flytte ud.
For mig er det ikke den store forskel, da jeg også før havde kommunikationsarbejde på kontor. Mit nuværende arbejde trives jeg i, efter at jeg er kommet tilbage efter stress. Og jeg beskæftiger mig med noget, som virkelig giver mening for mig. Men for Peter er livet blevet markant anderledes på arbejdsfronten med fast arbejde uden for hans egentlige fag, som han elsker, nu hvor vi skal være egnede kandidater til at få et lån.
Der er gået meget hverdag i den, en hverdag, der nogle gange kan være ret langt fra fremtidsplanerne om at dyrke jorden, have mere tid, bygge selv og skabe noget liv i vores landområde. Vi føler, at vi arbejder hen imod et mål og hen imod vores drøm om at komme ud og bo på grunden og komme sådan rigtigt i gang med projektet. Drømmen virker hele tiden til at være lige præcis uden for rækkevidde og det har den gjort i snart to og et halvt år. Vi forbereder os og laver planer for alle de ting, vi skal, når vi er kommet ud på grunden. Men alle planerne starter og slutter med, at vi ikke kan komme i gang, før vi bor derude.
På det seneste har drømmen føltes snublende nær og min mave har slået flikflak over følelsen og forventningen af bare lige at skulle sætte min underskrift på en stiplet linje, og så kunne det hele gå i gang. Men den sidste ene, lille komponent manglede, for at vi kunne få et lån, og det var virkelig som at få en spand koldt vand i hovedet.
Jeg brugte en hel dag på at flippe ud mentalt og føle mig slået hjem! Selvom jeg ved, at vi har andre muligheder og at der er en løsning at finde på den ene lille, manglende komponent, så føltes det helt uudholdeligt at skulle gå tilbage til venteposition. Efter at vi de seneste par måneder har haft så meget fremdrift ovenpå halvandet til to år med mere af det samme – at arbejde hen imod en bedre situation og befinde sig på (en uendelig!!) trappe lige foran drømmen. Men sådan er det også at kaste sig ud i store projekter, og det er en af de meget realistiske og halvtrælse ting, man ikke ser så ofte på Facebook og Instagram. Eller i fjernsynet hos diverse selvforsynere, for den sags skyld.
Når man har store drømme kan det godt være svært at holde af hverdagen!
