Endelig! Efter 5 måneder, hvor jeg har svaret “nej!”, “det skal vi ikke snakke om” eller “næh, fordi, du ved… nattefrost” på et helt bestemt spørgsmål fra kollegaer, familie og venner, kan jeg endelig svare “ja!”.
Jeg taler selvfølgelig om spørgsmålet: “Har I fået støbt?”, som jeg bogstavelig talt er blevet mødt med hver eneste dag på arbejdet, siden vi lagde sidste hånd på flamingo-, gulvvarme- og rørlægningsdelen af vores fundament i december. Der er ret meget interesse for vores selvbyggerprojekt rundt omkring. Både for de rent tekniske ting med, hvordan vi har tænkt os at konstruere den og den del af huset. (Især hvordan vi har tænkt os at gøre det, når vi ikke har erfaring med at bygge.) Men også for, hvornår vi kan rykke ud af skurvognen og ind i huset.
For folk har haft lidt ondt af os. 4 mennesker på 27 kvadratmeter, 10 cm isolering mellem os og vinteren. Og først en effektiv varmekilde fra slutningen af december. Jeg har også haft lidt ondt af os… Peter og et par naboer griner af, at jeg en aften græd, da jeg kom i seng, fordi det var så forbandet koldt og jeg ikke kunne overskue ventetiden længere! Det griner vi alle af i dag, for det var helt umådeligt ynkeligt.
Men det værste har egentlig ikke været kulden (trods tårer). Det værste har været uvisheden og ventetiden – for hvornår fanden skulle vi få støbt? Og hvornår ville vi kunne komme videre med byggeriet?
Op til nytår var vejret med os, men betonleverandørerne havde ikke tid. I januar ramte der noget kulde, som ikke var slem, men dog med sporadisk nattefrost nok til, at den type beton, vi skulle bruge, ikke ville kunne klare det. Vejret blev bedre omkring påske, men så var vores timing dårlig – én gang havde vi sat en dato til at støbe, men så slog influenza og en brækket fod vores støbehold ud.
Men så (og den her dato bliver en mærkedag), den 26. april kunne jeg endelig danse ind på arbejdet og sige, at NU blev der støbt derhjemme. Peter og jeg var både lettede over, at det skulle ske. Og pænt nervøse den morgen, da betonvognen kom kørende kl. 7.00. For der var meget, der kunne gå galt…
Ærgerligt scenarie nr. 1: Betonen kunne skubbe flamingoelementerne fra hinanden i hjørnerne, når vi støbte randen, der skulle blive til husets sokkel. Ærgerligt resultat: Beton, flamingo, rør og armering ville gå til spilde og vi ville have tabt 150.000 kr.
Ærgerligt scenarie nr. 2: Betonen kunne trænge ned igennem sprækker i flamingopladerne inde i midten af fundamentet, flamingoen ville blive skubbet op og lave ravage. Ærgerligt resultat: Beton, flamingo, rør og armering ville gå til spilde og vi ville have tabt 150.000 kr.
Jeg holdt vejret, da den første beton plaskede ned i det, der skal blive yderkanten af vores hus. Jeg turde næsten ikke filme det, for tænk nu, hvis jeg fangede det øjeblik, hvor vi smed 150.000 kr. ud i lokummet og ikke kunne starte forfra.
Billedet til højre af en glad Peter er en spoiler, for hverken scenarie 1 eller 2 kom til at ske. Alt gik som det skulle og få timer senere stod vi med et helt lige betondæk, der nød godt af, at vejrguderne efter 5 måneders unoder, endelig holdt hånden over os og sikrede, at regnen først kom, da den måtte.
