Storme fra øst, almindelig dansk efterårsregn og frost – efteråret og vinteren har naturligt nok holdt os mere inde end ude på grunden. Det tog lang tid før sommeren fandt ud af, at det var på høje tid at skifte til efterårsvejr, så vi udnyttede oktober og november til at sætte vores famøse dyrehegn op.
Når jeg skriver famøse er det fordi, der er gået enormt megen energi, penge, læsning og ikke mindst fysisk arbejde i at få hegnet sat op. I vores søgen efter et bæredygtigt (og her mener jeg på alle måder bæredygtigt – for miljøet og imod hop fra hungrende rådyr og dådyr, der åbenbart elsker nyplantede træer og som vi tit har overrasket ude på grunden) gik der megen tid med at læse om højder, typer og hegnspæle og med at søge efter en genbrugsløsning. Genbruget fandt vi aldrig, og de billige, trykimprægnerede træpæle ville vi ikke have, så vi endte med en (for pengepungen) dyr løsning med ubehandlet, naturligt langtidsholdbart robinietræ til hjørnepæle suppleret med jernrør.
Varebetegnelse for bæredygtighed – hvor finder vi lige den?
Hegnet er blevet smukt og føles rigtigt, og det føles godt med beskyttelse til vores nyplantede træer og buske. Og så har det ført til, at vi er begyndt at tænke mere bevidst og langsigtet over det, vi laver af nye ting på grunden: Når vi skal bygge skur, hønsehus, hus, etablere have og alt det andet. Vi er begyndt at spørge hinanden om, hvordan vi finder frem til de bedste løsninger, og hvad der egentlig er den bedste løsning?
På vores møder, hvor vi sætter en hel eller halv dag af til at diskutere og planlægge f.eks. hus- og skurbyggeri, har vi f.eks. talt om, hvad bæredygtighed er – giver det mening at importere en miljømæssig 100 % god, dyr løsning langt væk fra eller få en lokal, genbrugt, billig eller gratis, men lidt mindre miljøvenlig løsning? Der er SÅ mange parametre at tage hensyn til og det kan være svært at få overblik over, for mange af de informationer, vi har brug for til at kunne sammenligne, står ikke lige bare bag på varen – de kræver research!
Derfor går vi med planer om at udvikle vores egen målestok for, hvad der er godt og skidt set fra vores permakultur-perspektiv. Input og idéer er velkomne.
Planer, planer og flere planer
Planlægning er vigtig. Både så vi ikke mister vores fokus i det her meget langsigtede og langvarende projekt. Så vi bliver ved med at være på samme linje eller få klarlagt vores forskellige linjer, så de kan passe ind under det, der i bund og grund er vores livsprojekt. Det er tit meget følelsesmæssigt! Svært og virkelig rart.
Indtil videre har vi holdt møder om alt fra vores overordnede visioner for projektet og om, hvad der begejstrer os, og hvordan vi bedst samarbejder; vores arbejdsprocesser fremadrettet og forskellige ansvarsområder samt vores ønsker og realistiske tidshorisont for at bygge vores boliger på grunden. Lige nu er vi i gang med at videreudvikle vores oprindelige permakulturdesign for grunden, som du kan læse om her og vi laver et stort arbejde for at få sammensat planter og træer, så de kan understøtte hinanden bedst muligt i skovhaven.
Vinteren har virkelig været en velkommen gæst, så vi ikke bliver fristet til at kaste os alt for grådigt over jorden i vores iver for at realisere de mange drømme, men tvinger os til at tænke os ekstra godt om, før foråret siger, at nu er det tid.