Der sker meget for tiden!
Jeg er på vej tilbage på arbejde efter min snart to måneder lange sygemelding. Og så er vi ved at drukne i Excel-ark, budgetter, udregninger og beslutninger. Vi er nemlig i gang med at tale med banken om ENDELIG at kunne tage et byggelån, så vi kan foretage det sidste stykke af vores rejse ud på landet – og skifte lejligheden i Skælskør ud med et hus i Magleby.
Hippiekollektivet bliver mondænt og borgerligt
Sidst vi talte med bankerne var for halvandet år siden! Dengang var vi tre voksne (hippiekollektivet er vi blevet kaldt i byen) i projektet, jeg var på barsel uden et job at vende tilbage til, og Peter havde stadig arbejde i København og ingen fast indkomst. Der var mange stopklodser til hinder for at vi kunne tage et lån. Den første var en stopklods, som vi stødte på, allerede da vi skulle købe grunden. Bankerne og realkreditinstitutterne er ikke meget for at låne penge til tre-fire mennesker. Den konstellation i forhold til en privat bolig ryger simpelthen uden for de kategorier, som de kan arbejde med. Det er en usikker konstellation, selvom vi dengang havde overbevist os selv om, at tre økonomier bedre kan bære et lån end to økonomier. Derfor endte vi dengang med at låne privat, og derfor fik vi også umiddelbart nej fra banken dengang for halvandet år siden, hvor vi havde vores første samtale om byggelån.
Men meget er sket siden. Projektet er blevet en mand mindre, og derfor er vi nu Peter, jeg og to børn. Vi kunne kun have faldet endnu mere inden for rammerne, hvis vi havde været gift (ifølge banken!) og havde kig på et typehus. Den lille forskel – at vi er et (ægte)par og ikke tre voksne – gør, at vores projekt er gået fra at være dybt alternativt i bankverdenen til en ren standardsag. Faktisk har vi næsten haft svært ved at sluge, at vi er blevet så ordinære, selvom det er en kæmpe lettelse, at vi nu reelt set har en chance for at få et lån og få næste skridt i vores drøm og projekt realiseret.
En af de andre stopklodser var vores økonomi, men også her er vi på halvandet år (nærmest) blevet de rene mønsterborgere, selvom vores økonomi stadig er lille. Peter har fast indtægt, og jeg har fast indtægt i hvert fald de næste fire måneder.
Tættere på drømmen
Derfor sidder vi nu og regner, samler dokumenter og forbereder vores byggeansøgning (og her kommer de næste stopklodser med andre instanser uden tvivl, når vi skal argumentere for, hvorfor vi skal rense vores eget spildevand og have komposttoilet). Men det føles som om, at vi er tættere på nu at komme helt ud på Grogaarden, end vi nogensinde har været. De sidste halvandet år har været økonomisk svære; vi har betalt af på lånet til grunden, vi har haft en husleje og de sædvanlige faste udgifter, vi har haft en bil, der med jævne mellemrum har lavet store huller i vores opsparing. Selvom vi har skåret vores forbrug ned til ingenting, er vi ikke rigtig kommet nærmere en større opsparing eller en mulighed for at finansiere et lille byggeri selv. Og ofte har jeg haft en følelse af, at det aldrig skulle komme til at ske. At vi rent faktisk kunne komme til at bo på grunden og leve af grunden, og at den ikke længere skulle fungere som en meget stor kolonihave uden hus. Men de sidste tre måneder er der sket ting og sager – bilen er væk, vi har fået nogle penge, vi har sparet op og har fundet en ny løsning til at bygge billigt.
Nu krydser vi fingre for, at vi i løbet af de næste måneder får et JA fra banken, og I må gerne krydse fingre med os!
