Reaktionerne på mit sidste indlæg om stress var vildt overvældende for mig! På den gode måde. Det åbnede op for en masse gode og ærlige samtaler om noget, der for mange er et tabu. Og i mig åbnede det op for en masse refleksioner og en voksende følelse af selvtillid. At få sat ord på min sidste måned og åbne op overfor dem, der nu måtte støde på blogindlægget, vendte endegyldigt min fortolkning af at blive syg med stress. Det startede for mig som (endnu!) en historie om min manglende robusthed, mine manglende evner og min svaghed, til en historie om, at jeg har lært mine egne behov at kende, lytter til dem og er i gang med at indrette min hverdag og mit liv efter de behov.
En biofil bybo
De snakke, som jeg fik med venner og bekendte, som havde læst indlægget, har sat gang i yderligere tanker om, hvad det er for noget med mig og den natur. Hvorfor jeg flyttede herud. Hvorfor mine bedste dage er dem, hvor jeg går rundt med blæsten i hovedet, roder i jorden og nusser om de efterårsramte krydderurter. Og i en samtale om sundhed og bymenneskets forhold til naturen med et par af mine “gamle” mentorer – to meget vidende og inspirerende mennesker – kom jeg i tanker om ordet og begrebet Biofili. Ordet lyder lidt som noget, man kan gå hen og blive arresteret for, men det betyder groft sagt kærligheden til livet og alt levende. Biologen Edward Wilson har skrevet en hypotese om det her begreb, og jeg husker, da jeg læste hans bog til mit speciale. Den rørte mig dybt og jeg havde følelsen af at have ramt noget, der var en hjørnesten i min spæde forståelse af, hvad meningen med livet kunne være for mig. Intet mindre!
Hvor meget VitaWrap er der mellem dig og naturen?
I bogen beskriver han, hvorfor mennesket på et ubevidst plan søger at blive forbundet med naturen og andre levende organismer. Hans hypotese er, at mennesket tiltrækkes af naturen, glædes ved og foretrækker naturen og ting fra naturen, fordi vi er afhængige af den for at overleve. Wilson mener, at kærligheden til naturen er en del af vores evolution. For lige meget hvor mange lag VitaWrap og hvor mange led, der er mellem os selv og de chokoladebarer, champignoner og fiskepinde, vi samler op i supermarkedet, så kommer de (stadig!) fra og er et stykke af naturen.
Wilson skriver i bogen også foruroligende om, hvordan det ser ud til, at nogle mennesker er begyndt at kaste deres kærlighed på maskiner i stedet for på naturen. Og det er måske en meget naturlig konsekvens af, hvor mange af os, der bor i større byer, og hvor du ser flere biler end biller. Naturen kommer længere og længere væk for mange mennesker, men samtidig er der mange, der som os flytter ud af byerne i længslen efter naturen.
Jeg tror, at Wilson har fat i noget med sin hypotese, og jeg tror, at den er med til at forklare, hvorfor de dage, hvor jeg føler mig mest rask, rolig, glad, energisk og inspireret er dage, hvor jeg har været ude i naturen. Også selvom det ikke er storslået natur, men en græsmark med gængse tidsler, dræbersnegle og mølkebøtter. Som jeg skrev i mit sidste indlæg bruger vi den spontane opmærksomhed i naturen. Det er en værdi i sig selv for en stresset hjerne. Men hvorfor er det lige i naturen, at vores opmærksomhed bliver spontan? Går den det samme i et rum, der er indrettet til meditation? Eller i det lækre samtalekøkken? Eller i byrummet, hvis man elsker det højere end naturen?
Jeg tror det ikke. Og måske er vores nedarvede biofili forklaringen?
Alle de spørgsmål og flere til lå jeg og baksede med natten efter Kulturnatten i København, da indtrykkene af enormt mange mennesker, lys, lyde og biler og gode snakke lå og marinerede i mit hoved. Dér kunne jeg godt have brugt noget jord, luft og ukrudt til at finde jordforbindelse igen.
