Selvforsyning er et af de omdrejningspunkter, der er for vores rejse fra Nordvest til Skælskør. At vide, hvor alt, hvad vi spiser kommer fra og hvordan det er blevet behandlet; at undgå emballage, at undgå at maden har rejst usandsynligt langt før den nåede vores bord.
Vi er ikke selvforsynende endnu. Ikke det der ligner. Jo, lige med sølvbeder er vi og efterhånden også med krydderurter som mynte, timian og fennikel.
Men her den anden dag, da jeg havde gravet de sidste kartofler op ude på ‘gården, kom jeg til at tænke på, at det kunne være sjovt, hvis vi år for år gjorde status over de ting, vi ikke længere behøver at købe os til. Og hvilke ting, vi køber mindre af.
Det kommer jo snigende, det med selvforsyningen. For pludselig et år giver vores unge æbletræer ikke kun 5 æbler hver, men flere kilo. Og jeg ved, hvor hurtigt jeg glemmer detaljerne – for kan jeg huske, hvordan det egentlig var i de første år af projektet? Hvor meget købte vi os til de sene eftermiddagstimer kl. 5 minutter i spisetid? Og havde vi egentlig kartofler nok de første år?
Jeg glæder mig også til om mange år at kunne se, hvordan vores vaner og kost måske har ændret sig. For hvad sker der, når skovhaven begynder at give os forskellige grøntsager, kerner og frugter, som vi ikke kan købe i butikkerne. Er vores æblebehov så stadig ligeså stort? Og hvad med kartoflerne, som vi bruger i vid udstrækning… Bliver de erstattet af noget andet?
Derfor. Den forkromede (men ikke detaljerede – det må blive næste år) liste over, hvad vi ikke længere køber os til, og hvad vi køber mindre af.
I 2017 køber vi ikke længere:
Bladbeder/sølvbeder. (Indrømmet, det kan tælles på 1 hånd, hvor mange gange jeg i mit liv har købt bladbeder)
Spinat. (Vi har dyrket spinat, og bederne har erstattet det)
Mynte
Timian
Rosmarin
Hestebønner (OK, jeg har aldrig set en hestebønne i et supermarked)
I 2017 køber vi mindre:
Kartofler
Græskar
Hvidløg (men vi skal have sat MANGE flere, hvis vi skal blive selvforsynende)
Grønkål
Rødbeder (vores 2-3-kilos rødbeder har sørget for, at vi har syltede rødbeder nok til næste forår)
Jordbær
Hindbær
Listen viser med al tydelighed, at vi er langt fra selvforsynende. Men jeg synes, at det er et godt resultat, når jeg tænker på, hvor få arbejdstimer vi rent faktisk har lagt i dyrkningen og pasningen af afgrøderne. Og jeg kan kun forestille mig, hvor lidt vi kommer til at bruge supermarkedet, når vi først flytter ud på grunden og rent faktisk kan forsvare vores små planter mod tørke og snegle!